Undervisningen på Skolen ved Radiomarken lever op til folkeskoleloven, og vi fører eleverne til folkeskolens afgangsprøve i fuld fagrække i det omfang eleverne er prøveparate.
Vi underviser i alle folkeskolens fag, og derudover har vi timer på skemaet, hvor vi træner sociale kompetencer.
Skoleåret følger den lokale folkeskoles feriekalender med 200 undervisningsdage om året.
Eleverne er fordelt i mindre klasser med højst 6 elever i hver, som fungerer som små selvstændige enheder med fast tilknyttede lærere og pædagoger. Der er altid 2 lærere eller pædagoger i klasserne, og undervisningen er i høj grad differentieret og planlagt ud fra den enkelte elevs behov, forudsætninger, interesser og niveau.
Vi benytter os af mange forskellige undervisningsmetoder f.eks. projektundervisning, cooperative learning, mesterlære, gruppearbejde, individuelle opgaver, tavleundervisning, samtaleundervisning mv.
Undervisningen i de fleste af fagene foregår her på skolen, hvor vi både har eget musiklokale, værksted, køkken og bibliotek. Svømmeundervisningen foregår i Bagsværd Svømmehal og fysik/kemi på den nærliggende Stengård skole, hvor de har et veludstyret fysiklokale, vi låner. Idrætsundervisningen foregår dels i hallen på Stengård skole, i naturen omkring os og i udendørsfaciliteterne hos vores naboer, klub 144 samt natur- og sejlklubben ved Bagsværd Sø.
Vi tilsigter en høj grad af forudsigelighed i dagligdagen og gør meget for at eleverne ved, hvilke aktiviteter dagen byder på og hvilke voksne, de skal være sammen med.
De fleste dage på Skolen ved Radiomarken ser sådan ud:
Kl. 8.30 – 8.45: Ankomst og morgenmad.
Kl. 8.45 – 12.00: Faglig undervisning i primært dansk, matematik og engelsk med fast
10-frikvarter og relevante pauser indlagt i skemaet.
Kl. 12.00 – 12.30: Frokost
Kl. 12.30 – 14.30: Undervisning i almindelige skolefag, aktivitetsfag eller socialtræning.
Kl. 14.30: Undervisningen afsluttes, nogen tager hjem og SFO-tid begynder.