Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Relationspædagogik

RELATiONSPÆDAGOGIK

Det er i relation til andre, at børnene/de unge udvikler både deres egenskaber, værdier og meninger.
Det er i relation og i dialog med andre, at vores børn/unge lærer noget om sig selv, som de kan tage til efterretning eller arbejde på at ændre.

Relationspædagogik tager afsæt i en forståelse af, at det er via den gode relation, at vi kender børnenes udvikling og behov, og det er via den gode relation, vi får adgang til at arbejde med børnene/de unge og deres aktuelle behov.

Relationspædagogik omhandler ”det” der sker i mødet mellem mennesker – med fokus på mødet og samspillet mellem den professionelle voksne – pædagogen/læreren og barnet.

Det er i samspillet med andre mennesker, at vi udvikler vores selvforståelse, selvværd og selvtillid. Det er i relationerne, at vi giver og modtager anerkendelse. Derfor er relationer også centralt i forhold til den enkeltes læring.

Relationspædagogik er ressourceorienteret. Det tager udgangspunkt i det, der er, og ikke i mangler og fejlfinding. Det handler om at fokusere på det, der fungerer, det der fungerer godt, og det der giver mulighed for udvikling og trivsel. Relationspædagogik er inkluderende og ikke ekskluderende.

Kvaliteten af relationerne er afgørende for, hvorledes et barn oplever sig selv.

Vi bruger relationspædagogik til at skabe tryghed for eleverne, så de tør kaste sig ud i at lære noget nyt, både fagligt og socialt. Relationen kan også hjælpe eleverne til at overskue forandringer og stress i forbindelse med prøver, praktik og lignende. På den måde bruger vi relationer som middel til at skabe udvikling.

Generelt arbejder vi med relationspædagogik som en vekselvirkning mellem at skabe et trygt og forudsigeligt skoleliv for eleverne og samtidig fokusere på det udviklingspotentiale, de rummer, så vi kan give dem det venlige ”skub i ryggen”, som indimellem er nødvendigt.

Den tætte voksenopfølgning og vores arbejde med relationspædagogik betyder, at skolen er et mobbefrit miljø. Eleverne møder ingen lukkede lærerværelser – vi er bl.a. altid sammen med eleverne i pauserne, hvor de sociale udfordringer ofte opstår.